DOOR BY DOOR

       ESSAY AF NIELS GRØNBÆK

For at en genstand kan opnå status af møbel må denne strengt taget være mobil. På fx fransk og italiensk bliver møbler til meuble og mobili, mens fast ejendom på baggrund af den karakteristiske uflyttelighed forbundet hermed, på disse sprog tværtimod betegnes som immobilier hhv immobiliare. På fransk oversættes ’bygning’ simpelthen med ’immeuble’. Hvad angår de genstande - fremstillet i asketræ - det her skal dreje sig om, er ikke alene de enkelte dele, men også den kubiske form med sidelængden 30cm de lader sig samle til, oplagt flytbare og for så vidt ’møbel’. Man skal imidlertid ikke kigge længe efter for at opdage at det samlede møbel har små porte, trapper, rum og gyder i sig, som faktisk synes at have mere med fast ejendom end møbler at gøre. Det ligger således lige for at opfatte møblet som en art model, der, når den adskilles, afslører et rigt indre af steder og rum. At model-møblet endda faktisk repræsenterer eksisterende steder fremgår ikke umiddelbart, men er ikke desto mindre tilfældet.

 

Som model fremstiller møblet således en tolkning af den syditalienske kystby Amalfi. Det faktum at møblet er mobilt, repræsenterer så lige akkurat absolut ikke et træk ved byen Amalfi, der endog forekommer at være immobil i en forstand, der rækker ud over dens almindelige bygningsmæssige immobilitet, idet den som by, ud over at være klemt inde mellem to kystnære forbjerge, yderligere både synes at være fanget af sin egen 1000-årige fortid, og af en nutidig omsætning af de rige vidnesbyrd om denne fortid i en billedlig kliché, forberedt og reproduceret med henblik på turisme, og den hermed forbundne konsumtion som folk fra hele verden i dag kommer til Amalfi for at deltage i.

 

Sådan var det ikke under Amalfis storhedstid for 1000 år siden. Dengang var byen, som en af de vigtigste bystater og sømagter i hele middelhavsområdet, base for massivt udadrettede bevægelser. Amalfis navn er således forbundet med den såkaldte Tavola Amalfitane som udgjorde en i samtiden bredt anerkendt international sølov. Af enkelte eksperter betragtes dette lovkompleks ligefrem som det tidligste eksempel på en international lovgivning. Større enighed er der om, at det juridiske princip om begrænset hæftelse eller ’limitations of liability’, kendt af enhver, der har prøvet at acceptere en brugsaftale i forbindelse med installationen af software, første gang formuleredes og fik retsgyldighed med den amalfiske sølov. Ikke alene var Amalfi også en stærk sømilitær magtfaktor; man drev også rutinemæssigt handel via søvejen med faste alliancepartnere så langt væk som Syrien og Jerusalem. Det var givetvis en effekt af disse udbredte handelsaktiviteter, at den Amalfi’ske møntfod Tari’en – ofte af guld - havde en status i middelhavsområdet omtrent som dollaren har internationalt i dag. Er det kubiske asketræsmøbel et skrin, kunne det ses som en lille skibskiste, der med sine begrænsede hulrum ikke desto mindre ville kunne rumme så mange tarier at det ville nærme sig den immobilitet, der ofte knytter sig til ejendom.   

 

Vidnesbyrd om Amalfis særlige status er også den tilladelse fra Kaliffen af Egypten Ali Az-Zahir som velbeslåede Amalfi-købmænd opnåede i 1023 til at opføre og drive et hospital for kristne pilgrimme i bydelen Muristan i Jerusalem. Dette endnu eksisterende område, hvis navn angiveligt refererer til et persisk ord for ’hospital’, ligger i umiddelbar nærhed af Gravkirken, kristenhedens allerhelligste sted. Det var også her og på denne tid de hospitalsdrivende såkaldte tempelridderordner blev etableret. Der er imidlertid ikke bevis for at disse ordner havde afsæt direkte i det amalfiske hospital. At malteserordnens særlige kors også kendes som ’Amalfikorset’ er således ikke bevis i så henseende, omend der på eksemplarer af den amalfiske Tari fra før 1220 kan ses et 8-fliget symbol med mindelser om et malteserkors. Det er på den anden side meget sandsynligt at disse forskellige hospitalsinstitutioner har haft jævnlig forbindelse med hinanden beliggende som de gjorde dør om dør. En sådan fornemmelse af ’dør om dør’ kan helt bestemt læses ud af den kubiske Amalfi-model, men deri skal der næppe læses en kommentar til den tætte samling af hospitaler i middelalderens Jerusalem tæt på Gravkirken - på latin kendt som Ecclesia sancti Sepulchri. Omend ikke rent ud utænkeligt, så er det dog også højst usandsynligt at det lille asketræsmøbel som skrin betragtet, skulle henvise til graven udtrykt ved dette ’sepulcri’, på trods af mulige mindelser i form og størrelse om en urna sepulcrālis en begravelsesurne. Materialet ask er nok forbundet til aske – hvad det engelske ash og tyske Asche angår, er sammenfaldet mellem træsort og aske fuldstændigt – men materialet asketræ kan lige såvel og snarere tænkes, at have med den såkaldte ’manna-ask’ at gøre. Kuben er godt nok efter alt at dømme fremstillet af almindeligt asketræ  (Fraxinus Excelsior) og ikke af den omkring Amalfi hyppigt forekommende manna-ask (Fraxinus Ornus), men denne podes ofte netop på den almindelige ask med henblik på tapning af ’manna’ ved indridsning i den podede grens bark. I øvrigt er der næppe heller noget intenderet sammenfald mellem æsketræskubens 8 hjørner og Amalfikorsets 8 spidser. Derimod ligger det lige for at fylde skrinet med klumper af sukkerlignende tørret manna.

 

Et tegn på at pilgrimshospitalerne i Jerusalem arbejde uafhængigt af hinanden er, at de var indviet til forskellige skytshelgener. Samtidig er det ikke ganske klart om allerede hospitalet, finansieret af de amalfiske købmænd, var indviet til St. Andreas, selveste St Peters broder og apostel som denne, og dertil Amalfis skytshelgen. Endnu i dag findes i den lokale katedral i Amalfi et af Vatikanet godkendt relikvie, der så at sige certificerer at man her opbevarer omfattende dele af denne skytshelgens jordiske rester. Andre dele findes i Edinburgh og i Warszawa. Til disse knytter der sig yderligere historien om et ejendommeligt og grotesk puslespil, idet de første dele af dette relikvie blev stjålet i Konstantinopel 1210 og ’hjemført’ til Amalfi, alt imens Andreas’ hoved synes at være blevet tilbage, for, efter den osmanniske erobring af Konstantinopel i 1453 at være blevet ført i sikkerhed i den græske by Patras. I året 1460, 7 år efter den osmanniske erobring, kommer dette hoved – som det udtrykkes af en kilde – pludselig til salg på det europæiske relikvie-marked, udbudt af Thomas Palaeologus, broder til Konstantinopels sidste kristne hersker, hvorefter det på foranledning af Pave Pius II, ender i Peterskirken i Rom. Af divergerende oplysninger fremgår det at St Andreas hoved returneres til Patras i september 1964, men det fremgår også at apostelens hoved ved en ceremoni 8. maj 2008 forenes med relikvierne opbevaret i katedralen i Amalfi - 800 år efter det oprindelige tyveri fra Konstantinopel. Fra disse relikvier siges der hvert år i september at udsondres manna. Disse udsondringer er næppe af samme art som manna-askens. At den kubiske model er samlet af løse dele og at hver af disse dele yderligere er samlet af sammenlimede dele og at kuben som Amalfi-model tilmed samler en række repræsentationer af faktiske steder i Amalfi, har efter alt at dømme intet med den lokale samling af relikvier, knyttet til apostelen Andreas, at gøre. Selvom man godt kunne få det indtryk, har størrelsen af den mobile asketræskube – disse 30x30x30 centimeter – heller ikke noget med størrelsen på apostelens berejste hoved at gøre.

 

Mere sandsynligt er det at den territoriale tilbagetrækning af nutidens Amalfi fra byens uhyre ekspansive fortid er yderligere sammentrukket i indfoldningen af dele af dens territorium i dette lille stedvist hule træmøbel. Midt i denne yderligere implosion tildeler møblet så en fornyet mobilitet til en by, som synes lukket inde i sit eget skrin.

 

Eller også henviser modellen og dens karakter af model til det faktum at den norske dramatiker – måske det 19- århundredes største – skrev et af sine hovedværker Et Dukkehjem, under et ophold i Amalfi, hvorfra han meddelte dets færdiggørelse 20. september 1879. Den officielle førsteudgivelse af skuespillet er dateret København, 4. december 1879.

 

Eller også refererer kuben til den lokale likør Limoncello, brygget på pressede kæmpecitroner – det kunne både farven og de mange skruetvinger der er blevet anvendt under møblets produktion godt tyde på.

 

Begrænset hæftelse: Forfatteren fralægger sig ethvert ansvar for ufordelagtige herunder tabsgivende hændelser, der måtte indtræffe som følge af denne teksts eventuelle offentliggørelse.

 

Thanks to:   

Cabinetmakers Autumn Exhibition  &  Danish Art Workshops  &  Writer and Associate Professor, ph.d Niels Grønbæk  &  Marianne Bjerre  & King of the Woods Carsten Schultz  &  

Wood-expert Troels Trier Mørk & Grafiker Emilie Hasløv  &  Tingfindere Helle Vibeke Jensen og Maria Lundén  &  Trappebygger Anemone Skjoldager  & Tine Meisner